05-01-2010 - Zoo fylder 80 år den 16. maj...
Zoo siden 1930
Odense Zoo åbnede første gang Store Bededag i 1930. Havens daværende direktør, Christian Jensen, havde i en årrække opdrættet fasaner, høns og duer i sin baghave. Interessen for hans dyr var så stor, at han besluttede sig for at åbne en dyrehave. De første dyr i haven var to aber, en påfugl, et dådyr, et muldyr, et antal skader samt nogle marsvin. I 1933 blev haven omdannet til et aktieselskab og kom til at hedde Odense Zoo.
Zoologisk have, tivoli og cirkus
Forretningen gik strygende, og Christian Jensen kunne i 1946 købe et engområde på den anden side af Odense Å. Området blev indrettet til et tivoli og et cirkus. I 1948 var Fyns Tivoli blevet så stor en succes, at det lille børnecirkus blev flyttet over til Odense Zoo. Her blev Zoos børnecirkus en attraktion, der tiltrak børnefamilier langvejs fra. I 1950 døde Christian Jensen. Hans kone Kristine Jensen og datteren Birthe Jensen videreførte institutionen indtil 1962, hvor Fyns Tivoli blev solgt fra.
Statsanerkendt
I 1980 overdrog Kristine Jensen Odense Zoo til Odense by som en selvejende institution. I 1983 blev Zoo statsanerkendt og fik dermed tilskud til driften fra staten. Zoolog Søren Andersen var direktør indtil 1992, hvorefter Hans Aage Kofoed og siden Henrik Lehmann Andersen har stået i spidsen for Fyns største attraktion.
En 5-stjernet attraktion
I de sidste ti år har Zoo udviklet sig markant. Stort set hvert år skyder nye oplevelser op med fokus på fantastiske oplevelser for Zoos gæster og med øje for at sikre dyrene de bedste forhold. I 2001 åbnede Oceanium. Det var til dato det største projekt i en dansk zoologiske have. 60 millioner kostede det. I Oceanium tager gæsterne en rejse gennem Sydamerika, hvor gæster kan opleve bl.a. søkøer og pingviner. Siden åbningen af dette fantastiske univers, har Zoos besøgstal årligt ligget over 400.000 gæster. Zoo er desuden blevet en 5-stjernet attraktion og har derved plads i superligaen blandt danske attraktioner. Masser af markante udviklingsprojekter ser dagens lys i disse år. I efteråret åbnende Europas største voliere. Og allerede til påske i 2011 åbner Kiwara. En unik afrikansk oplevelse, hvor bl.a. giraf, struds og zebra får nye omgivelser. Blandt de store nyheder er, at Zoos gæster kan være med til at fodre girafferne.
A New Kind of Zoo venter i kulissen. Her er zoo-oplevelser, der på én gang er velkendte og samtidig markant anderledes og nyskabende. Det ambitiøse mål er at genopfinde zoo-oplevelsen og at skabe en helårsoplevelse, som også kan trække internationale gæster til Odense. A New Kind of Zoo repræsenterer et unikt oplevelseskoncept, hvor de bedste elementer fra zoo og de bedste elementer fra science centre smelter sammen. Leg, læring og teknologi bibringer gæsterne indblik i helt nye aspekter af dem selv - og af de andre dyr. Med A New Kind of Zoo vil det aldrig mere være det samme at besøge en zoologisk have.
Fishbone Bay er Odense Zoos tredje store udviklingsprojekt. Her får søløver og havoddere en hovedrolle i et stillehavsmiljø med fiskebutik, oplagsplads og bl.a. rebslagerværksted. Kaptajn Hawkey inviterer gæsterne med om bord i sin spektakulære ubåd, hvor han byder på maritime oplevelser udover det sædvanlige.
(Forfatter: Odense Zoo)
