
Foto: Egeskov Slot
Egeskovs Historie
Igennem flere generationer har parken været åben for publikum. Sin nuværende form har den haft siden 1959, hvor restaureringen af de historiske haveanlæg begyndte.
I 1967 åbnede veteranmuseet i den tidligere lades imponerende bygning, og det har i årenes løb bredt sig til flere af de omkringliggende avlsbygninger. Riddersalen blev restaureret i 1975. Fra 1986 er den og en stor del af husets øvrige rum blevet åbnet for turister dagligt i sæsonen.
Riddersalen lejes ligeledes ud til store exclusive middagsselskaber.
Egeskov Slot, huset, som vi ser det i dag, blev bygget af Frands Brockenhuus og stod færdigt i 1554. Han havde nogle år før giftet sig med Anne Tinhuus, som havde overtaget den oprindelige gård fra sine forældre.
Den politiske uro, Reformationen og Grevens Fejde fik mange store jordbesiddere til, på den tid, at bygge deres boliger som svært indtagelige borge. Således også Frands Brockenhuus, som byggede sin borg midt ude i en sø, ifølge overleveringen på et fundament af egetømmer, så meget, at der "gik en hel egeskov dertil".
Bygningen, som på nutidens besøgende virker så fredfyldt og idyllisk, blev bygget til forsvar. Den består af to langhuse, forbundet med en tyk dobbeltmur, man kunne opgive det ene hus og kæmpe videre i det andet. Dobbeltmuren er så tyk, at den rummer såvel løntrapper som en brønd, så man ikke behøvede at undvære vand under en eventuel belejring. Ydermurene er forsynet med skoldehuller og utallige skydeskår, og fra tårnene kunne man beskyde fjenden i flanken. Ydermere var den eneste adgang til huset over en vindebro.
I de mere end firehundrede år, der er gået, har forskellige slægter boet her. I 1784 solgtes Egeskov til Henrik Bille, hvis efterkommere siden har ejet slottet. Under Julius Ahlefeldt-Laurvig-Bille, som i 1883 flyttede ind på Egeskov, restaurerede den svenske arkitekt Helgo Zettervall bygningen, forhøjede tårnhattene, genindførte de kamtakkede gavle og byggede den portbygning, man går ind igennem, når man skal besøge slottet.
I denne periode udvikledes ejendommen til et tidssvarende mønsterbrug, som med eget mejeri, elektricitetsværk og jernbanespor til Kværndrup, blev en økonomisk basis for det store, moderne landbrug, som Egeskov også er idag.
Den 20 ha store park, har været åben for besøgende så langt tilbage folk på egnen kan huske. Grundlaget for de nuværende anlæg skyldes Niels Krag den Yngre, karakteriseret ved bl.a. klar symmetri, klippede hække og alleer i bøg, avnbøg og lind.
Inden for de sidste årtier er havearealerne blevet udvidet og lagt om. Hvor den første franske have lå, skabte den franske havearkitekt Duprat i 1962 den nuværende Rennaissancehave med springvand, rødt grus og buskbom-hække og "topiaries"-figurer klippet som spiraler, egern, påfugle og pyramider.
Fuchsiahaven - som har den største fuchiasamling i Europa - huser i sommertiden 104 forskellige sorter, utroligt varierede i former og farver. Om vinteren opbevares de i drivhuse. Nord for dette afsnit ligger Urtehaven, anlagt i 1600-tallet på Christian d. IV´s tid. Den er en af de meget få herregårdskøkkenhaver i Europa, som indeholder alt det, man tidligere havde brug for i en stor husholdning såsom grøntsager til køkkenet, blomster til salene og velduftende urter til linnedskabene.
I den nordvestlige del af parken finder man Den engelske Have, hvor grønne plæner med store, fritstående træer skråner ned mod åen og slotssøen.
Videre mod vest og syd langs søen ligger Bondehaven og derefter de nyere haveanlæg; Vandhaven og den store halvcirkel formede Staudehave med overdådig blomsterpragt fra midt i juni til langt hen på efteråret. I kanten af plænerne, ind imod cafeteriet, er der rosenbede, med bl.a. den i 1982 navngivne lyserøde Egeskovrose. Egeskov er i øvrigt kendt for sin fine rosengelé. der sælges i kioskerne.
Sidst men ikke mindst skal nævnes den flere hundrede år gamle labyrint dannet af klippede bøgehække. Den må fra tid til anden beskæres kraftigt for at kunne overleve. For at give endnu flere mulighed for at prøve en labyrints spænding - og romantik - er en stor kopi af den gamle labyrint i bambus plantet, tæt ved legepladsen. Den er - så vidt vides - verdens største.
Fakta om Egeskov
Egeskov Gods 1100 ha
Slot og park 20 ha
Antal værelser på slottet 66
Antal vinduer på slottet 200
Antal enkeltruder på slottet 2062
Antal badeværelser på slottet 6
Antal døre på slottet 171
Voldgravens dybde max. 5 meter
Antal labyrinter 4
Hækkenes alder max. 270 år
Hækkenes højde max. 8 meter
Fuchsia, antal sorter i haven 104
Tree Top Walking, længde 100 meter
Tree Top Walking, højde 15 meter
Ansatte på godset i sæsonen 80
Museets udstillingsareal 7300 m2
Museet, højde til loft max. 20 meter
Egeskov Slot
Egeskov Gade 18
5772 Kværndrup
Egeskovs godskontor:
Telefon: 62 27 10 16
Telefax: 62 27 14 04
E-mail: info@egeskov.dk | Hjemmeside